Miniparlør til overlevelse i en kinesisk børnehave

Efter to en halv måned i en kinesisk børnehave er der en del ord og vendinger, der viser sig at være nyttige at kunne – andre lærer man bare, fordi de er en stor del af en kinesisk børnehavehverdag. Her er de mest brugte eller interessante af slagsen samt en lille oversættelse og tilhørende forklaring:

  • Zuo hao – sid pænt
  • Bu yao – stop/lad være
  • Feiji – flyvemaskine (bruges af børnene og med stor begejstring, når en sådan flyver tæt forbi over legepladsen)
  • Ni shi wo de xiao ping gou – du er mit lille æble (del af omkvædet til tidens kæmpehit, der tit spilles på legepladsen eller synges til fællessang)
  • U de de - sko af (bruges i hvert fald af to-årige Jeremy; det er uklart hvorvidt det egentlig betyder noget på rigtigt kinesisk)
  • Jia you! = kæmp! (bruges når børnene konkurrerer mod hinanden, mens lærerne råber for og opmuntrer børnene til at råbe med. Den danske oversættelse lyder en kende aggressiv, men udtrykket er formentlig (forhåbentlig) bare i stil med det danske “kom så!”
  • Chi fan la – bogstaveligt talt “spis mad det” (bruges ikke kun, når børnene skal vende opmærksomheden tilbage mod maden, men også i personalerummet, hvor den fungerer som både annoncering af at “nu er der mad” samt som regulær hilsen over maden eller sågar som en lille sang i glæde over, at det endelig er spisetid igen)

 

Når to kinesere skal giftes

Vi, og 1,3 milliarder kinesere, har haft ferie. National Holiday er en ugelang ferie, der starter en tirsdag og slutter en onsdag. Vi har været så heldige at blive inviteret til bryllup af vores kollega Marie; på vegne af hendes fætter. Her følger uddrag fra et kinesisk bryllup, der startede klokken 4:20 (om morgenen), hvor gommen henter bruden, hos hendes forældre, og føre hende hjem til fest.

DSC00245

Festen starter med et brag, da vi omkring klokken syv står ved brudens hjem. Fyrværkeri, der kun siger bang, bliver fyret af for at advare brudens forældre; det er en tradition, at manden skal stjæle bruden fra hendes forældre.

DSC00251

Gommens familie kommer med gaver til brudens forældre: nederst i venstre hjørne ses en papkasse med to ænder og to høns. Bagerst i billedet ses en kvart gris. Derudover modtager de nudler, ris, jordnødder, dadler, dyner og puder.

DSC00254

Gommen kaster penge for brudens dør for at mildne hendes forældre.

DSC00265

Bruden skal bæres fra husdøren til bilen, der skal tage dem tilbage til gommens hjem. Det kan være svært, når bruden er til den tunge side, og selv om det betyder uheld, hvis manden ikke kan bære kvinden hele vejen, må han alligevel give om halvvejs, og den (stakkels) brud må gå resten af vejen. Overvægt og diabetes er forresten et stigende problem i Kina.

DSC00266

Gommen er næsten ved at give op.

DSC00271

Inden vi ankommer til gommens hjem, holder vi en pause ved en rasteplads, mens gommen pyntes med læbestift, dametrusser og nylonstrømper, inden han skal gå gennem byen, mens han erklærer sin kærlighed til sin kommende kone. Han gjorde det faktisk ikke særligt overbevisende.

DSC00288

Festmiddag. Vi sidder med mændene, der ikke spiser meget men til gengæld ikke holder sig tilbage på risvinen (52 % vol). Maden kommer ind løbende og serveres på et rundt glasfad, der kan drejes, så alle kan smage lækkerierne, der blandt andet bød på: sukkerris i bacon, kogt svineskank, ristet svinemave og bambusskud i kødsovs. Når der er rigtig fest, spiser man ikke ris til maden. Der var ikke nok stole og borde til alle, så maden blev serveret af to omgange. Efter 2. omgang var festen stort set slut. Klokken var 14:00.

– Pernille

 

 

Et frisk pust til hjernen

Indlagt i vores hverdag på børnehaven er en tre timer lang pause, hvori vi fra starten af vores ophold af diverse velmenende kollegaer blev gennet ind i et lille rum med lækre sofaer og beskeden “take a rest”, der enten bliver leveret verbalt eller mimet med hænderne som hovedpude, alt efter den givne kollegas engelskkundskaber. En middagslur er nemlig – set med kinesiske øjne – meget vigtig. Den skal “revitalize your brain”, svarer de, når vi spørger, og formentlig skal den også gøre op for en nattesøvn, der tæller en del færre timer end den danske.

Vores kinesiske kollegaer har dog efterhånden accepteret, at vi hellere bruger vores pauser på at læse bøger, vandre nabolaget tyndt og løbe en tur, hvis vejret tillader det – altså hvis det ikke er ulideligt varmt. På vores mange gåture i middagspauserne støder vi dog ofte på folk, der benytter deres pause til dens egentlige formål, nemlig at tage en middagslur. På andre tider af døgnet kan man også være heldig at spotte en sovende, da det kinesiske folk i det hele taget lader til at have imponerende evner for at snuppe en lur når som helst og ikke mindst hvor som helst.

– Thea

DSC00389

Kvinde benytter sig af sig af en lav væg, der omkranser et parkbed.

DSC00388

Bænke i parker er særdeles oplagte steder til en middagslur.

DSC00374

En mand er dejset om i en sofa i Ikea. Ikea var i øvrigt et sandt paridis for to danskere strandet i Kina – i hvert fald afdelingen med svensk mad var et hit.

DSC00399

Her på vores lille stamrestaurant, som vi har navngivet “Den Gule”. Facaden er aggressivt nettogul og indersiden er heller ikke fri for denne farve, men da gul jo signalerer “billig”, spiser vi gerne vores mad til 10 kroner, mens vi betragter de lokale gå forbi uden for vinduet.

 

IMG_1779

To bygningsarbejdere fra byggeriet ved siden af børnehaven har trukket sig hen i parken for en lur.

 

IMG_1763

En kvinde ved en markedsstand lader frugt være frugt og snupper sig i stedet en lur.

Mød en kineser: Joy

Har du nogensinde spekuleret på, hvordan det er at være kineser? Hvilke tanker og følelser har de om livet? Hvad synes de egentlig om Kina? Er de overhovedet så forskellige fra os? Og vigtigst af alt: Kan de lide ris?
Vi bringer her en serie hvor du – med enden placeret i en god dansk sofa, med en laksemad i hånden og et glas mælk til at skylle oplevelsen ned med – kan få et lille indblik i nogle enkelte kineseres tilværelse. Vi kan allerede nu afsløre, at serien her ikke vil ændre dit verdenssyn eller give dig mælk galt i halsen. Faktisk er kinesernes svar tit er en hel del mere uinteressante, end hvad vi synes er godt blog-materiale – hvilket tyder på, at kineserne, på trods af skæve øjne og uanseelig gennemsnitshøjde, er lige så kedelige og normale som os rugbrødsdanskere. Velbekomme!


Joy, 17 år

image[2]

Billede fra Joys profil på QQ, der kan anses som den kinesiske ækvivalent til Facebbok.

  •  Bor fem af ugens dage i Qionglai og bruger hver fredag to timer i bus for at komme til Chengdu for at besøge sin far og hænge ud med sine venner.
  • Joys yndlingsmad er alt, der er stærkt. Hun forlader gerne en restaurant, hvis den er løbet tør for chili.
  • Det bedste ved Kina er de meget lange ferier og den medfølgende mad, den smukke natur og det faktum at mændene betaler middagen.
  • Det værste ved Kina er folk, der spytter mad på gaden og ignorerer “rygning forbudt”-skilte.
  • Joy besvarer spørgsmålet om, hvad der gør hende glad, med en historie om sin dbdste ven, Wang Shun, som skulle lære hende at blæse røgringe, men kyssede hende på munden i stedet. I det hele taget synes Joy, at Wang Shun er “so funny”.
  • Om 10 år drømmer hun om at være professionel danser og bo sammen med sin mand – dog ikke med hans forældre, da man let kan komme til at have problemer med svigermor.
  • Hvis hun kunne ændre én ting i sit liv, skulle det være at bringe sin mor til live. Moren døde i et trafikuheld da Joy var 10 år.
  • Hvis hun havde 1 mio. yuan, skulle der købes en tandkorrektion samt rejser til både Thailand og Korea. Desuden vil Joy gerne have sig en lille business, hvor der måske skal sælges tøj og “milk tea” – ikke noget stort, men nok til at pengene yngler.
  • Meningen med livet er, ifølge Joy, kort og godt at nyde det.
  • Til spørgsmålet om hvorvidt hun kan lide ris, svarer Joy: “Vi spiser ris tre gange om dagen her i Kina. Det er normalt. Ligesom at skide, du ved.”
Joy på sit værelse hjemme hos sin far i Chengdu.

Joy på sit værelse hjemme hos sin far i Chengdu.

 

 

 

Kun i Kina 2: Om hot pot og lidt om salat

Vi har nogle gange været med vores kinesiske kollegaer på hot-pot-restaurant. Hot-pot-konceptet indebærer en gryde placeret i et hul i et dertil indrettet bord, der også har en indbygget gasbrænder under gryden. Denne opstilling betyder, at man kan sidde rundt om en gryde og dens spilkogende indhold og dyppe diverse madvarer i den kogende væske, der ofte er olie. Madvarerne kan være alt fra røget tofu, svampe, vagtelæg og diverse harmløse grøntsager til svinespiserør, kyllingefødder og uidentificerbare dyreindvolde. Hele molevitten tilsættes til gryden lidt efter lidt, og så gælder det ellers om at fiske løs – med spisepinde, vel at mærke.

Selv synes vi, at vores spisepindeevner er langt over det danske gennemsnit, men når det gælder om at fiske glatte nudler eller små vagtelæg op, kommer vi virkelig på prøve. Heldigvis er vores kinesiske veninder meget flinke til at fiske vores favoritter til os og dumpe dem ned på vores små tallerkener. For fiske, dét må man, hvilket vi benytter os af til fulde. Vi fisker skamløst efter lækre små æg og tofuskiver og smider pænt grisens spiserør tilbage igen, når en sådan kommer på krogen.

Hot-pot med (fra venstre) Marie, Bella og Joy.

Hot-pot med (fra venstre) Marie, Bella og Joy.

En af de mere sære, men bestemt ikke uvelsmagende ting, der hældes i gryden, er salatblade, der helst skal koges til de er bløde og slaskede. Og flere gange har en af vores værter fisket et henkogt salatstykke op og fortalt, at man i Kina forbinder salat med rigdom. Det stakkels salatblad er knapt grønt længere, og som det hænger der fra et par spisepinde og drypper ned i hop-pot-suppen, ligner det bestemt ikke noget, der kan berige nogens liv – snarere tværtimod.

Sammenkoblingen skal dog ikke findes i salatens udseende, men derimod i det kinesiske sprog. Ordet for salat er nemlig shengcai, mens rigdom hedder cai. Man kan endda forære venner og familie en statue af en salatknold, hvis man ønsker dem en rig fremtid – og hvem gør ikke det?

Salatstatuer til 300 kr. stykket. Pæne er de ikke, men hvad gør det hvis man bliver rig?

Salatstatuer til 300 kr. stykket. Pæne er de ikke, men hvad gør det hvis bare man bliver rig?

 

Kridhvid i Kina

Rygterne (vores flatmate, Chris) siger, at vi, udover en enkelt High School-lærer, er de eneste vesterlændinge eller udlændige i Qionglai. Det medfører, naturligvis, mange og lange blikke, selv i en hurtigt skiftende trafik. Nogle få hilser HALLO med et fnis, et fjoget grin eller stor latter. Mange gange er det af ren undren over at se et blegansigt i en lille by som Qionglai, andre gange er det fordi, de aldrig har set udlændige i andet end film og reklamer. Det anses ikke som uhøfligt at stirre, hvilket har krævet lidt tilvænning; vi har dog besluttet, at vi bare må stirre tilbage.
Det sker ofte, at folk henvender sig til os på kinesisk, hvorpå vi smiler og siger ting bu dong. Kineserne giver dog ikke så hurtigt op og gentager gerne, hvad han/hun lige har sagt eller prøver sig med en ny formulering ofte uforstående over, at vi ikke forstår, hvad de siger. Det at tale kinesisk er, for dem, så naturligt som at binde sine sko. For når alle de kender, og har mødt, taler kinesisk, så må der givet vis være en skrue løs, hvis det eneste man kan sige er: “jeg forstår ikke hvad du siger”.

Den eneste kvalifikation vi har for at være engelsklærer, er vores etnicitet og, at vi kan tale engelsk. De kinesiske engelsklærere er påkrævet mindst et års uddannelse i pædagogik.
Vi er noget på grund af vores hudfarve i Kina, hvilket vi vist ikke et de eneste, der udnytter. At en kinesisk skole har udenlandske engelsklærer er et kæmpe plus, og noget de (sten)rige forældre betaler rigtig mange penge for (ca. 30.000 kr./år i vores børnehave modsat 2-3.000/år i offentlige børnehaver). Derfor bruger vi hver dag en halv time på at hilse på børnene og deres forældre, når de møder ind om morgenen. Vi har fået besked om at vinke og sige godmorgen til alle børnene, selv dem, vi ikke kender.

At “flygte” til Kina er ikke usædvanligt: Mænd især (selvfølgelig udelukkende bygget på vores opfattelse og eventuelle fordomme) har brugt landet som et sted, hvor kvinder og folk, generelt, ikke anser dem for sociale tabere på grund af manglende uddannelse eller udseende.

I forbindelse med dette emne henviser (ikke anbefaler; se Henrik Palles kommentar) vi til det danske tv-program “Kridhvid i Kina“.

Vi må indrømme, at glæden var stor, da vi sidste weekend besøgte Kamma og Linea i Chengdu (nærliggende storby på 5-7 millioner): to danskere, der ligesom os tog til Kina via Chinalink. Her fik vi stillet vores trang til hvide ansigter og flydende engelsk, og i ren begejstring blev alle udlændinge mødt med “se se se et hvidt menneske!”. De var tydeligvis ikke nær så begejstrede for at se os. Chengdu og dets internationale miljø af spisesteder, som Kamma og Linea viste os rundt i, gjorde dog ondt i vores punge, da et måltid af international standard kan gøre dig mæt op til 10 gange, hvis det havde været kinesisk.

– Pernille

Bine og Julie belejret af fotogale kinesere

Bine og Julie belejret af fotogale kinesere. Hvide mennesker er nemlig ofte en større attraktion for turister, specielt når der er tale om skønne, unge (og endda delvist lyshårede) kvinder som Julie og Bine, der også er engelsklærere nær Chengdu via Chinalink. Her ses de på en bjergtop, hvor både templer og flot udsigt måtte vige for dette bedre motiv.

Kun i Kina

Her starter en lille serie med finurlige syn og iagttagelser fra en hverdag i Kina.

Jeg lægger hårdt og brutalt ud med nogle billeder af børneundertøjsemballager, hvorpå noget er lidt uldent:

IMG_1890 IMG_1891

Læg specielt mærke til:

  • Uoverensstemmelsen mellem modellernes alder og alderen, der er angivet på pakkerne
  • Størrelsen på indholdet i drengemodellernes underbukser
  • De meget lidt alderssvarende poseringer, som de stakkels børnemodeller indtager.

Den kvindelige medarbejder i det lokale supermarked kiggede meget underligt på os, da vi grinende tog billeder af undertøjspakkerne, og hun var straks på pletten for at sætte pakkerne pænt på plads igen efter os. Heldigvis er vi hvide, og hvide mennesker har man meget tålmodighed med, når de gør mærkelige ting.

– Thea

Vigtigheden af at se godt ud

Som en del af den “nationale festdag” Teachers Day, onsdag, fik skolen besøg af lokalafdelingen af den kinesiske regering. Besøget blev tilsyneladende først offentliggjort få dage før besøget, hvilket medførte at samtlige kinesiske lærere blev kaldt på arbejde midt i den ellers relativt store helligdag Midt-Autumn Festival. Personalet tilbragte dagen med at gøre skolen klar til det meget vigtige besøg og gik derfor glip af en dag med familien og de traditionelle mooncakes (indeholdende alt fra nødder til tang eller kød). Vi fik en opringning dagen før besøget, om at have lange bukser og en langærmet trøje på den pågældende dag.

På dagen modtager vi skolen i en hidtil uset fin stand: alle klodser står på række, legetøjet er lagt i deres tilhørende kasser og skolen er pyntet med blomster. Personalet har fået nye t-shirts, og alle, selv damerne i høje hæle, hjælper til med at fjerne pletter fra vægge, gulv og loft. Vi blev belært om at smile ekstra meget.
Dagen starter med et alvorligt morgenmøde, hvor vigtigheden af besøget understreges: Selvom det er en privat skole, kommer en stor del af skolens indtæger fra offentlig støtte.

Besøget var kort, 10-15 minutter, hvor 10 alvorlige mænd og kvinder i jakkesæt gennemgår skolens faciliteter, lærer og børn til sidstnævntes rædsel (mange børn græd ved det uhyggelige syn). Alle er lettede, da besøget er overstået, og pletter får igen lov til at pryde vægge, loft og gulv.

– Pernille

Woody, Holly, Sam og Jeremy i deres fineste puds.

Også børnene skulle være ekstra præsentable og bar derfor skoleuniformer, hvilket ellers ikke er hverdagskost. Her ses Woody, Holly, Sam og Jeremy i deres fineste puds.

 

Kinesisk venlighed og den første Chengdu-tur

De kinesiske lærere er meget lette at komme i kontakt med. De er overordentligt hjælpsomme og nærmest river bagage ud af hænderne på én fordi “you have too much to carry yourself” og fanger gerne en taxi til os og instruerer chaufføren i køre os til hjemadressen, som vi endnu ikke føler os helt sikre i at udtale. Venligheden nåede nye højder efter en vellykket middag på en hot-pot restaurant (Pernille og dermed også jeg var blevet inviteret ud af fire lærere). To af lærerne har bolig i Chengdu og vips – så var vi inviteret på weekendbesøg i deres hjem, hvilket var noget, vi bestemt ikke kunne sige nej til.

Fredag efter skole tog vi så bussen (to timer for 26 kr.) til byen med et indbyggertal, der overgår Danmarks samlede, og jeg røg hjem Joy og Pernille til Marie, der i øvrigt tidligere hed Nancy, men hun bad os om at finde et nyt “english name”, da hun blev træt af det gamle. Alle lærerne på skolen har et engelsk navn, hvilket er ret praktisk, da de kinesiske navne er så fremmede, at de hurtigt er glemt igen – og det er svært nok at kende forskel på dem bare på ansigterne, der alle er asiatiske og dermed, set med vestlige øjne, meget ens.

Lørdag morgen med bus til centrum (2 kr. pr. næse, undtagen med buskort, der giver 50 % rabat). Her skulle vi se en udstilling med en blå, japansk animefigur. Omtrent 50 store, blå figurer stod på lange, lige rækker i en indhegning, og folk stod i lange køer for at komme ind og tage billeder med dem. Menneskemængden blev ikke mindre af, at Abercrombie & FItch havde smækre, mandlige og ikke mindst vestlige modeller opstillet foran deres butik ved siden af. Her stod endnu flere mennesker i kø for at – gæt hvad? – at tage billeder af modellerne!

IMG_1860

Næste stop: Chengdu Zoo (20 kr. pr. individ; vi var storsindede og gav entreen som tak til vores værter). Løver, giraffer, aber, fugle, flodheste og ikke mindst pandaer samlet inden for overskuelig gåafstand, hvilket dog også betød at dyrene ikke havde nær så meget plads, som man kunne ønske sig for dem – dog havde de langt bedre plads, end vi havde ventet, så fordomme om Kina blev her pænt pakket væk. Udover de obligatoriske dyr var der andre, næsten mere interessante syn: En meget lille og pukkelrygget gammel dame gik rundt og samlede flaser, en mand tilbød at rense folks ører (“Chengdu people really like this”, sagde Marie) og en kvinde tegnede avancerede figurer ud af  smeltet kandis, der kom på pind, stivnede og blev solgt for en femmer.

IMG_1863

Den lille dyrepark blegnede dog ved siden af Chengdus pandareservat, som vi besøgte weekenden efter. Men mere om det senere.

– Thea

Leveforhold i Kina